google-site-verification: google1e56d2b7845351c8.html

Forebyg sygdom – allerede før du anskaffer en landskildpadde

Græske landskildpadder (Testudo hermanni) i naturen.

Forebyg sygdom hos dine landskildpadder

Den bedste behandling er at forebygge, at skildpadden bliver syg. Får den alligevel helbredsproblemer, er gode pasningsforhold ofte en vigtig del af vejen tilbage til et godt skildpaddeliv.


Giv din skildpadde de rette betingelser

Ingen skildpadde bliver rask af dårlige leveforhold. Har anlægget ikke den rette varme, UVB-belysning eller en varieret kost, bliver skildpaddens immunforsvar og stofskifte svækket, og mulighederne for at komme sig bliver dårligere.


De mest almindelige pasningsfejl

  • Manglende eller udslidt UVB-pære.
  • For lav temperatur på solpladsen.
  • Ensidig fodring eller for lidt naturligt foder.
  • Mangel på kalk, vitaminer og mineraler.


I sommerhalvåret bør størstedelen af foderet bestå af friske ukrudtsplanter. Holdes skildpadden indendørs, anbefaler vi desuden et godt vitamin- og mineralpulver som supplement.


Sol, UVB og varme

Landskildpadder er afhængige af solens stråler. Indendørs forsøger vi at efterligne solen ved hjælp af en UVB-pære og en varmepære med en passende temperatur på solpladsen.

Har du ikke mulighed for at anskaffe en UVB-pære med det samme, kan du i sommerhalvåret lade skildpadden få direkte sollys udendørs. En times tid et par gange om ugen giver en værdifuld dosis naturligt UVB-lys. Det kan være i haven, på en altan, terrasse eller et andet sikkert sted, hvor skildpadden får direkte sol og samtidig har mulighed for at søge skygge.


Naturligt sollys er stadig den bedste UVB-kilde, du kan tilbyde din skildpadde.


Denne side er opdateret d.6. juli 2026

Forvokset eller skævt næb

Græsk landskildpadde (Testudo hermanni) med et kraftigt forvokset næb, også kaldet papegøjenæb.

Et let skævt eller forvokset næb ses jævnligt hos landskildpadder, især hos europæiske landskildpadder ser vi problemer. Et forvokset næb er ofte et tegn på, at pasningen gennem længere tid ikke har været helt optimal. Mangelfuld UVB-belysning, ensidig fodring eller en kost, der er for blød, kan alle være medvirkende årsager.


I naturen slides næbbet hele tiden, når skildpadden bider i grove planter, kviste og andet naturligt foder. Derfor er det vigtigt at tilbyde en varieret kost med mange forskellige ukrudtsplanter og andre fiberrige planter, som giver næbbet mulighed for et naturligt slid.


Er næbbet blevet for langt, kan det som regel klippes og slibes, så skildpadden igen kan spise uden større problemer. Det bør udføres af en dyrlæge eller en person med stor erfaring, da et forkert indgreb kan beskadige næbbet.


Det er ikke altid muligt at få et meget forvokset eller skævt næb tilbage til en helt naturlig form. I de fleste tilfælde kan det dog forbedres betydeligt, så skildpadden igen kan æde normalt og leve et godt liv.


Den bedste behandling er altid forebyggelse. Med korrekt UVB-belysning, en naturlig og varieret kost samt gode pasningsforhold kan de fleste næbproblemer undgås.

Er din landskildpadde kræsen?

Blomster udgør en naturlig del af den græske landskildpaddes (Testudo hermanni) føde.

Har din landskildpadde gennem længere tid fået et ensformigt foder, eller vil den ikke spise nye planter? Det oplever vi jævnligt. Heldigvis kan problemet som regel løses med tålmodighed og en gradvis omlægning af fodringen.


Nogle landskildpadder vil til sidst næsten kun spise mælkebøtter eller andre favoritter. Det er ikke naturlig adfærd. I naturen lever landskildpadder af mange forskellige vilde planter, urter og græsser, alt efter hvad de finder på deres vej. De er derfor ikke født kræsne – det er en adfærd, der ofte opstår, fordi vi mennesker gennem længere tid tilbyder de samme eller særligt velsmagende fodertyper.


Når vi ønsker at ændre skildpaddens kost, begrænser vi godbidderne i omlægningsperioden. En skildpadde, der fortsat får sit yndlingsfoder, har sjældent nogen grund til at prøve noget nyt.


Vi anbefaler en langsom overgang over mindst 14 dage, gerne længere. Bland gradvist mere af det nye foder sammen med det gamle, indtil det nye foder udgør hele måltidet.

Hvis skildpadden stadig ikke vil spise, er det vigtigt at være konsekvent. Tilbyd kun det nye foder og undlad at give salat, agurk eller andre favoritter som erstatning. Giver man efter én gang imellem, lærer skildpadden hurtigt, at det blot gælder om at vente på det gamle foder.


En rask landskildpadde kan uden problemer undvære foder i en periode. Det er derfor normalt ikke farligt, hvis en ellers sund skildpadde springer nogle måltider over under en foderomlægning. I tvivlstilfælde, eller hvis skildpadden virker syg, taber sig eller ændrer adfærd, bør den undersøges, før man fortsætter omlægningen.


Med tålmodighed og konsekvens vil de fleste landskildpadder efterhånden acceptere et mere varieret og naturligt foder.

Parasitter hos landskildpadder

Du skal aldrig fodre direkte på bundlaget, læg evt. lidt frisk hø og fodrer ovenpå. Græsk landskildpadde er i gang med at spise hjemmegroet figenkaktus. Set på SkildpaddeShop.dk

Græsk landskildpadde er i gang med at spise hjemmegroet figenkaktus, på frisk lag hø.

Parasitter er en naturlig del af livet for mange landskildpadder. De fleste raske skildpadder kan bære på et mindre antal indvoldsparasitter uden at vise tegn på sygdom. Problemerne opstår først, når parasitterne bliver for mange, eller når skildpaddens immunforsvar svækkes.


Det er derfor ikke altid nødvendigt at behandle en skildpadde, blot fordi der findes enkelte parasitæg eller orm i en afføringsprøve. Det afgørende er skildpaddens almene tilstand, parasitbelastningen og den vurdering, en krybdyrkyndig dyrlæge foretager.


To typer parasitter

Parasitter opdeles normalt i to grupper.

Endoparasitter lever inde i kroppen. Det kan blandt andet være forskellige orm og encellede parasitter, som lever i tarmsystemet.


Ektoparasitter lever uden på kroppen. Her er flåter, mider og enkelte andre blodsugende snyltere de mest almindelige.


Et sundt immunforsvar er det bedste forsvar

En rask landskildpadde kan ofte leve med en mindre mængde parasitter uden problemer.


Bliver skildpadden derimod stresset, nedkølet, fejlernæret eller holdes under dårlige forhold, kan parasitterne hurtigt formere sig. Det kan føre til vægttab, dårlig trivsel og sygdom.


Derfor er den bedste forebyggelse næsten altid korrekt pasning.

  • korrekt UVB-belysning
  • en varm solplads
  • varieret og naturlig fodring
  • god hygiejne
  • daglig fjernelse af afføring
  • lavt stressniveau


Fodre aldrig direkte på bundlaget

Parasitæg udskilles med afføringen.


Ligger foderet direkte på bundlaget, kan skildpadden let komme til at optage parasitæg sammen med foderet.


Vi anbefaler derfor, at grøntfoder lægges på en flise, et foderbræt eller oven på et lag frisk hø, så foder og bundlag holdes adskilt.


Udendørs hold giver mange fordele

Landskildpadder, der opholder sig udendørs i sommerhalvåret, får normalt en langt mere varieret kost end skildpadder, der lever permanent indendørs.


De finder selv forskellige ukrudtsplanter, blomster og urter, samtidig med at de får naturligt sollys og UVB-stråling. Det styrker både fordøjelse, stofskifte og immunforsvar.


Et stærkt immunforsvar hjælper skildpadden med at holde parasitterne på et naturligt niveau.


Spiser skildpadder giftige planter med vilje?

Nogle landskildpadder ses af og til at nippe til planter, som normalt betegnes som giftige.


Der forskes i, om planteædende dyr bevidst kan vælge planter med medicinske egenskaber for blandt andet at holde indvoldsparasitter nede. Hos landskildpadder er dette endnu ikke endeligt dokumenteret, men forskningsområdet er interessant.


Samtidig ved vi, at planter, der er giftige for mennesker eller pattedyr, ikke nødvendigvis er giftige for skildpadder i de små mængder, de selv vælger at æde.


Hvornår bør man reagere?

Kontakt en krybdyrkyndig dyrlæge, hvis skildpadden:

  • taber sig
  • ikke vil spise
  • har vedvarende diarré eller meget blød afføring
  • kaster op
  • virker sløv
  • har vejrtrækningsproblemer
  • vokser dårligt
  • eller hvis der ses levende orm i afføringen.


Vælg en krybdyrkyndig dyrlæge

Ikke alle dyrlæger arbejder jævnligt med krybdyr.


Vi anbefaler derfor, at du vælger en dyrlæge med erfaring i krybdyr og landskildpadder. En behandling mod parasitter bør altid baseres på en samlet vurdering af skildpaddens helbred og ikke alene på fundet af enkelte parasitæg.


Sådan gør vi hos Skildpadder ABC

Hos Skildpadder ABC holder vi dagligt øje med alle skildpadders afføring, når anlæggene rengøres.


Afføring fjernes hver dag, så risikoen for genoptagelse af parasitæg bliver så lille som muligt.


Når bundlaget udskiftes, rengøres og desinficeres hele anlægget grundigt, inden nyt bundlag lægges i.


Vi genbruger aldrig bundlag mellem forskellige skildpadder.

UVB-lys og varme er livsnødvendigt

60 år gammel russisk landskildpadde (Testudo horsfieldii) nyder solpladsen, under en UVB- og en varmepære.

UVB-lys og varme – livsvigtigt for alle skildpadder

En meget stor del af de sygdomme, vi ser hos skildpadder holdt indendørs, skyldes forkert eller mangelfuld belysning.


Alt for mange skildpadder holdes uden korrekt adgang til både UVB-lys og varme, og det får alvorlige konsekvenser for dyrets sundhed.


Holder du skildpadder indendørs, skal dyret altid have adgang til en korrekt indrettet solplads med både UVB-belysning og en separat varmekilde.


Det betyder i praksis, at der skal anvendes to forskellige pærer: én UVB-pære og én varmepære.


Hvorfor er UVB-lys vigtigt?

UVB-stråler er nødvendige for, at skildpadden kan danne D3-vitamin i kroppen.


Uden D3-vitamin kan skildpadden ikke optage og omsætte kalk, mineraler og andre vigtige næringsstoffer, uanset hvor god og varieret fodringen ellers er.


Manglende UVB-belysning vil over tid føre til alvorlige problemer med skjold, knogler, vækst og generel sundhed.


I sidste ende vil skildpadden udvikle sygdom og kan dø af længere tids forkert pasning.


UVB-pærens levetid

Det er vigtigt at vide, at en UVB-pære gradvist mister sin effekt.


Selvom pæren fortsat lyser, falder mængden af UVB-stråling med tiden.


Som hovedregel fungerer de fleste UVB-pærer optimalt i op til ét år.


Hos Skildpadder ABC vælger vi at udskifte UVB-pærerne allerede efter cirka seks måneder for at sikre, at dyrene altid modtager tilstrækkelig UVB-stråling.


Et godt råd er at skrive dato på lampefatningen, så du lettere kan huske, hvornår den skal udskiftes.


Brugte pærer skal altid afleveres som elektronik- eller genbrugsaffald.


Placering af UVB og varme

UVB-pæren og varmepæren skal hænge tæt ved siden af hinanden over skildpaddens solplads.


Vi forsøger på den måde at efterligne naturens sol, hvor lys, varme og UV-stråling kommer fra samme retning.


Skildpadden vil naturligt søge op mod varmen og lyset, præcis som den ville gøre i naturen.


Afstand til UVB-pæren

De fleste UVB-pærer fungerer kun effektivt inden for en begrænset afstand.


Ved mindre UVB-pærer ligger den effektive afstand ofte omkring 15 cm, men dette varierer fra model til model.


Læs derfor altid producentens vejledning og kontroller, hvilken afstand der anbefales.


UVB-stråler mister hurtigt styrke, hvis afstanden bliver for stor.


Det er samtidig vigtigt at vide, at UVB-stråler ikke kan trænge igennem glas, plexiglas eller andre gennemsigtige materialer.


Temperatur på solpladsen

Temperaturen direkte under varmepæren bør hos de de fleste landskildpadder ligge på omkring 40-45 °C.


Temperaturen reguleres ved at hæve eller sænke varmepæren.


Vi anbefaler altid at måle temperaturen med et termometer placeret direkte på solpladsen.


Skildpadder, der får det for varmt, vil naturligt flytte sig væk fra varmen og opholde sig i udkanten af varmeområdet.


Undgå bundvarme

Vi anbefaler ikke brug af bundvarme til skildpadder.


Skildpadder søger naturligt varme ovenfra, præcis som de gør under solen i naturen.


Varme nedefra passer dårligt til skildpaddens naturlige adfærd og bør undgås i almindelig pasning.


Lys styrer hele kroppen

Skildpadder er koldblodede dyr.


Deres kropstemperatur følger omgivelsernes temperatur, og dyret regulerer selv sin aktivitet ved at bevæge sig mellem varme og køligere områder i anlægget.


Når skildpadden ligger under UVB- og varmepæren, er det kroppens måde at regulere temperatur, fordøjelse og stofskifte på.


Korrekt lys og varme har direkte betydning for:

  • Fordøjelse

  • Appetit

  • Aktivitetsniveau

  • Vækst og udvikling

  • Udvikling af skjold og knogler

  • Kalkoptagelse

  • Parringsadfærd

  • Ægproduktion hos hunner


Døgnrytme

Skildpadder har behov for en naturlig døgnrytme med dag og nat.


Vi anbefaler, at UVB- og varmepærerne er tændt cirka 12 timer dagligt.


Om natten skal alt lys være slukket.


Et almindeligt tænd/sluk-ur gør det lettere at opretholde en stabil døgnrytme.

Kort sagt


Ingen skildpaddeart kan holdes korrekt indendørs uden adgang til både UVB-lys og varme.


Til de fleste landskildpadder anvender vi normalt en UVB-pære på 5.0

UVB-lys svarende til det, som forskellige producenter betegner som eksempelvis type UVB 5.0 kan også kaldes 6.0, 100 eller Forest (Skov/Jungle). Disse typer svarer i praksis nogenlunde til samme UVB-niveau og vil være det korrekte valg til skovskildpadder.


Combipærer til skildpaddens solplads

På markedet findes der i dag såkaldte combipærer, hvor producenten oplyser, at én enkelt pære både kan levere UVB-lys og varme til skildpaddens solplads.


Umiddelbart lyder det som en enkel og praktisk løsning.


Vores erfaring er dog, at denne type pærer ikke altid fungerer optimalt i praksis.

Gennem årene har vi testet forskellige løsninger, og vores erfaring er, at nogle combipærer enten har et forholdsvis højt strømforbrug eller ikke leverer den kombination af varme og UVB-stråling, som man forventer.


Derfor anbefaler vi som udgangspunkt især nye skildpaddeejere at vælge en mere traditionel løsning med separat UVB-pære og separat varmepære.


Denne løsning giver bedre kontrol over både temperatur og UVB-niveau og gør det samtidig lettere at justere anlægget, hvis forholdene ikke fungerer optimalt.


Mere avancerede løsninger kan naturligvis anvendes, men kræver ofte større erfaring og en bedre forståelse for skildpaddens behov.


Hos Skildpadder ABC benytter vi fortsat den traditionelle løsning med separate pærer, da det fortsat er den løsning, vi gennem mange år har haft de bedste erfaringer med.