google-site-verification: google1e56d2b7845351c8.html

Havskildpadder i Danmark

*Læderskildpadde fundet af en børnehave. Foto: Tanja Rahbek, Naturvejleder på Tønnisgård, Ballum/Rømø.

*Læderskildpadde fundet af en børnehave. Foto: Tanja Rahbek, Naturvejleder på Tønnisgård, Ballum/Rømø.

Havskildpadder i Danmark.

Foto 👆 af læderskildpadde, der er fundet i *Ballum. Se video af kæmpeskildpadde blive obduceret – den havde en plastikpose i maven: Video TV2 og læs mere om denne læderskildpadde, længere nede på siden👇

Største havskildpadde: Den største nulevende skildpaddeart er læderskildpadden, som kan veje op til 1000 kg og opnå en længde af 2,5 m. Arten lever i alle oceaner og er flere gange fundet i danske farvande. Dens føde består næsten udelukkende af gopler. Læderskildpadden er den eneste skildpadde, man kender, der er i stand til selv at opretholde en kropstemperatur højere end omgivelsernes. Med sine store for luffer er den i stand til at svømme over 30 km/h.

Havskildpadderne er meget sjældne strejfgæster i Danmark.

Læderskildpadder fundet i Danmark: 

  1. 1948 ved Sjællands Odde
  2. 1965 ved Nymindegab
  3. 1979 i Sejerøbugten
  4. 1997 ved Dybbøl
  5. 2015 skyllede der en flere hundrede kilo stor havskildpadde op på stranden, på Langeland 
  6. 2020 Børnehavebørn finder en læderskildpadde på stranden, nær ved Ballum

Uægte karette blev fundet i Danmark:

  1. 1971 ved Ulvshale på Møn
  2. November 1999 strandede der en uægte karette, ved Vorupør. Den blev kaldt "Lucky" og levede indtil 2004 i Danmarks Akvarium, hvorefter den blev sat ud i havet igen, ved Azorerne i Atlanterhavet, hvor man mener skildpadden fór vild?
  3. 2020 fandt man en lille Uægte karette på stranden 2020, ved Blåvand (👇se video nedenfor).

Der blev fundet en bastardskildpadde i 1926 ved Hvidesande og i 1974 igen nord for Gilleleje.

De havskildpadder, man vil få at se i Danmark, er normalt strandede døde skildpadder. I den forbindelse er det vigtigt at vide, at hverken døde eller levende havskildpadder må indsamles.


Ser man en død havskildpadde, opfordres man derfor til at ringe til Naturstyrelsen (tlf.:7254 2000). Den Blå Planet kan også hjælpe dig.

Vi får jævnligt dette spørgsmål?

"Må jeg holde en havskildpadde?" Nej, man må ikke som privat holde havskildpadder. Vil du se en levende havskildpadde, kan du tage forbi Den Blå Planet store oceantank. 

Denne side er opdateret d.22. februar 2024

Lille uægte karette fundet ved Blåvand

2 kg. uægte karette fundet på stranden, ved Blåvand, januar 2020.

2 kg. uægte karette fundet på stranden, ved Blåvand, januar 2020.

Se den lille havskildpadde, i denne video, fra Den Blå Planet

Den Blå Planet modtog i januar en ny beboer. To tyske turister havde fundet en syg og afkræftet havskildpaddeunge på Blåvand Strand i Vestjylland. Havskildpadden er blevet helbredt og har nu fået permanent adresse hos os. 

Den Blå Planet - hvor de har denne havskildpadde, se deres Blog: Havskildpadde BLOG

 

Kæmpeskildpadde fundet ved Vadehavet havde plastic i maven

Obduceringen af den næsten to meter lange læderskildpadde fredag afslørede flere plasticrester i dens mave. Obduceringen kan bidrage med vigtig viden om de enorme skildpadders fysiologi. Foto: Tanja Hauge Rahbek, Naturcenter Tønnisgård

Obduceringen af den næsten to meter lange læderskildpadde fredag afslørede flere plasticrester i dens mave. Obduceringen kan bidrage med vigtig viden om de enorme skildpadders fysiologi. Foto: Tanja Hauge Rahbek, Naturcenter Tønnisgård

En næsten to meter lang læderskildpadde på næsten 300 kilo, der i november 2020 blev fundet strandet nær byen Ballum, blev fredag obduceret i Esbjerg. I maven havde den flere plasticrester, men dødsårsagen kan endnu ikke fastslås.

Artiklen er fra JP 10. aug. 2021 Skrevet af JÓHANN THÓR HAAHR Matt Hansen

En 192 centimeter lang læderskildpadde, der blev fundet af en børnehave på gåtur ved stranden nær byen Ballum i Sønderjylland tilbage i november 2020, blev obduceret på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg foran et nysgerrigt publikum.

Til stede til obduceringen var en række biologer, dyrlæger og forskere, der var interesserede i at se den blot sjette strandede læderskildpadde på dansk grund siden 1948.

I den næsten 300 kilo tunge skildpaddes mave dukkede et ærgerligt bevis på plasticforureningen i havet op.

»Vi fandt en gennemsigtig plasticpose, et manillamærke og lidt af et plast skilt fra en bakke blåmuslinger«, siger Charlotte Bie Thøstesen, der er biolog og museumsinspektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, og som ledede fredagens obducering.

Siden fundet tilbage i november har læderskildpadden befundet sig i fryseren hos Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg for at undgå, at dens organer gik i forrådnelse.

En gruppe børnehavebørn på tur fandt en Læderskildpadde på stranden ved Vadehavet den 3. november 2020. Naturvejledere fra Naturcenter Tønnisgård på Rømø blev tilkaldt, og de kunne konstatere, at skildpadden var død. Foto: Tanja Hauge Rahbek, Naturcenter Tønnisgård.

En gruppe børnehavebørn på tur fandt en Læderskildpadde på stranden ved Vadehavet den 3. november 2020. Naturvejledere fra Naturcenter Tønnisgård på Rømø blev tilkaldt, og de kunne konstatere, at skildpadden var død. Foto: Tanja Hauge Rahbek, Naturcenter Tønnisgård.

Biologerne håbede med obduktionen at klarlægge, hvordan den døde, men det endelige svar kommer først om nogle måneder, når dyrlægerne er færdige med at undersøge organerne og har den endelige obduktionsrapport klar.

Læderskildpadden er en oceangående art, der følger havstrømmene og yngler i tropisk farvand, men svømmer gerne langt i søgen efter vandmænd.

»Derfor ender de nogle gange også ved vesteuropæiske kyster og er blevet observeret så langt nordpå som Norge og Island, og altså ved enkelte tilfælde også ved de danske kyster. Det er også den havskildpadde, der er mest talrig,« siger hun.

Charlotte Bie Thøstesen vurderer dog ikke, at det var plasticen, der blev fundet i maven, der var dødsårsagen, da obduktionen tyder på, at skildpadden var i live, da den strandede.

I stedet blev der fundet knuder, der kunne indikere, at skildpadden havde parasitter.

Læderskildpadden er verdens største skildpadde og den mest udbredte af sin art og kan blive op til to-tre meter i længden og veje helt op til 1.000 kg. Med obduktionen håber forskerteamet på Fiskeri- og Søfartsmuseet at kunne bidrage til forskningen i de enorme skildpadders fysiologi.

»Det er første gang, at vi har fået mulighed for at obducere så frisk en læderskildpadde, og vi har taget mange videnskabelige mål, som kan bidrage til den videre forskning. Blandt andet er hjertet taget med til Universitetshospitalet i Skejby, hvor det skal scannes, og der laves en 3D-model på baggrund af det,« siger Charlotte Bie Thøstesen.

Del siden