Afrikanske sumpskildpadderarter

Afrikansk hjelmskildpadde - Pelomedusa subrufa

Afrikansk hjelmskildpadde - Pelomedusa subrufa kaldes også Marsh terrapin eller Crocodile Turtle

Ny viden!

Forskere fra Senckenberg Research Institute i Dresden har opdaget genetiske metoder, der viser at sumpskildpadden Pelomedusa subrufa i realiteten indeholder mindst 10 forskellige arter. Den var tidligere anerkendt som en enkelt art og skildpadden er almindelig, i næsten hele Afrika, på Madagaskar og i de arabiske lande.

Kilde Juraforum.de

Afrikansk hjelmskildpadde - Udseende

Pelomedusa subrufa på land i Syd Afrika. Skildpadden ser sød ud med sit smil, men dyret er en is-kold dræber.

English text at the bottom of the page.

Nederst på denne side kan du læse om Pelusios castaneus, der tit forveksles med Pelomedusa.

 

Pelomedusa subrufa er forholdsvis lille sumpskildpaddeart, de fleste individer af Pelomedusa når en skjoldlængde på 12 - 20 cm., nogle dyr, kan opnå en rygskjoldlængde, på op til 30 cm. En rekord stor hjelmskildpadde, er set i Sydafrika, med en rygskjoldslængde på 32,5 cm. (Loveridge 1941).

Skildpaddens nakke, er meget kort. Skjoldet er jævnt og set fra siden, er skjoldet normalt helt jævnt, men, man se dyr, med en lille køl langs rygskjoldet. Bugskjoldet er gullig til cremfarvet, men kan sommetider værer mørkere, samlingerne er næsten altid sorte. Bugskjoldet er ikke konkav og er skåret skarpt af foran. Bagtil slutter bugskjoldet i et stort anal v-hak. 

De voksnes skjoldfarve varierer fra beige til grønsort. Skildpaddens hoved, har normalt samme farve som rygskjoldet, beige, brun eller sort, måske med nogle lyse og mørke pletter på toppen af hovedet. Halsen har en lyser farve, med to gule føletråde. Halen har samme farve som resten af kroppen. Skildpadden mangler svømmehud mellem tæerne. Derfor er det en god ide, at indrette skildpaddes akvarium, med mange klatre muligheder, så det er let for skildpadden, at nå overfladen.

Oversiden af ​​halen og lemmere er grålig brunt, mens undersiden er gullig. Hannen kendes, ved sin lange og tykke hale. Hunnerne har en tendens til at have en kortere hale og et bredere rygskjoldet.

Unger har en skjoldstørrelse på omkring 2,5 - 3 cm. i længden, og er oliven til sort i farven.

Skildpadden har to små knuder, de sidder, under hagen og moskus kirtler, der sidder i siderne af rygskjoldet.

I naturen

African Helmeted Turtle -Pelomedusa subrufa.

Skildpadden er ret svær at se i sine naturlige omgivelser. Dyrets farver er brun til beige, hvor den gemme sig på bunden af vandløb eller i mudderet, hvor den kan ligge i lang tid.

Opførsel. Pelomedusa er aggressiv overfor andre skildpaddearter og bør derfor holdes for sig, i et arts akvaterrarium. Skildpadden vil angribe og skade eller endda dræbe andre skildpadder, der ikke er dens art. Sætter du to Pelomedusa hanner sammen, så vil de slås.

Temperatur. Anbefalet vand temperatur er 26 - 28 grader og solpladsen bør have en temperatur på 32 - 35 grader.

Havedam. Kan de afrikanse skildpadde-arter sættes ud i en havedam om sommeren? Nej, temperaturen i dammen, er ikke varm nok for dyrene.

UVB-lys og varme. Du kan læse mere om, hvilke pærer der skal bruges og hvorfor det er livsnødvendigt med UVB-lys og varme, til dine skildpadder: UVB-lys er nødvendigt  Varme er nødvendigt

I fangenskab

Pelomedusa subrufa subrufa har ingen hængsel på bugskjoldet.

Din nye skildpadde kan vise sig at være en udfordring, når det kommer til fodring, da Pelomedusa kan være ret så kræsen.

Pelomedusa er normalt kødædende, derfor vil selv de mest kræsne skildpadder, reagerer entusiastisk på levende bytte f.eks. regnorme. Forsøg alligevel, at få skildpadden til, at æde kommercielt foder. Det kan blive anstrengende, i længde, at skulle finde levende foder, til skildpadden.

Føde. Nogle af de vigtigste elementer i skildpaddens kost, er insekter, små krebsdyr, fisk, regnorme, og snegle. De kan også æde ådsler. De fine kløer på skildpaddens fødder, hjælpe den med, til at rive, sit bytte, fra hinanden. Grupper af disse skildpadder, er blevet observeret, at fange og drukne større byttedyr, såsom duer. 

Underarter Pelomedusa subrufa

Pelusios castaneus (læs om arten, længere nede på siden), den forveksles let med Pelomedusa. Forskellen er let at se, Pelomedusa har ingen hængsel på bugskjoldet. Hængslet kan tydligt ses på denne Pelusios castaneus. Skjoldet kan bøjes, i hængslet, så hoved og forben, kan trækkes ind og beskyttes.

Slægten Pelomedusa består af en enkelt art, Pelomedusa subrufa, med tre underarter, P.s. subrufa, P.s. olivacea og P.s. nigra (Bonin, Devaux, and Dupré, 2006; Ernst and Barbour, 1989).

De tre anerkendte underarter. Forskellellen ligger primært i størrelsen på deres plastron/bugskjold. 

  • P.s. subrufa er den almindelige underart. The eastern helmeted turtle, "den østlige hjelm skildpadde", findes i det mest af Afrika, syd for Sahara.
  • P.s. nigra. The black spottede helmeted turtle "den sort plettede hjelm skildpadde", er kun fundet i Syd Afrika og i KwaZulu-Natal, fra Free State til Kimberley. 
  • P.s. olivacea. The western helmeted turtle, "den vestlige hjelm skildpadde", er fundet fra det nordlige Ethiopien og Sudan, vest til Nigeria og Cameroon.

Det anbefales stærkt, at grupperne, af de tre underarter fortsat holdes separat, fra hinanden, så den genetiske identitet opretholdes.

Denne underart (foto nedenfor), Pelomedusa subrufa subrufa - den almindelige afrikanske hjelmskildpadde, strækker sig fra Sudan til Ghana og sydpå til Western Cape Provinsen og på Madagaskar.

Levested Pelomedusa subrufa - African Helmeted Turtle

Levested for den Afrikanske hjelmskildpadde - Pelomedusa subrufa

Pelomedusa subrufa er en oldgammel skildpadde art, der i dag findes i hovedparten af Afrika, syd for Sahara.

  • P.s. subrufa - den almindelige hjelmskildpadde, findes i det mest af Afrika, syd for Sahara, strækker sig fra Sudan til Ghana og sydpå til Western Cape Provinsen og på Madagaskar.
  • P.s. nigra - den sortplettede hjelmskildpadde, er kun fundet i Syd Afrika og i KwaZulu-Natal, fra Free State til Kimberley. 
  • P.s. olivacea - den vestlige hjelmskildpadde, er fundet fra det nordlige Ethiopien og Sudan, vest til Nigeria og Cameroon.

Skildpadden i naturen

Skildpadder ligger her på ryggen, af en flodhest.

Skildpadden er ekstremt specialiseret i et krævende miljø, hvor voldsom regnvejr udskiftes med ekstrem tørke. Denne skildpadde er fundet i sumpe, damme og vandhuller i lavlandsområdet og helt op til 3.100 meters højde. Gennem regntiden, bevæger skildpadden sig fra sump til sump og når de så tørrer ud, begraver skildpadde sig dybt nede i mudret, hvor den kan ligge i dvale i måneder. Gennem den tid, hærder mudret sig over skildpadden til en hård skal, hvorunder en vis fugtighed kan holdes. Gennem regntiden deler hjelm skildpadden tit vandhullet med mennesker og hovdyr.

Skildpadden er ikke kræsen, men dens hovedføde er kød. Lever skildpadden i et magert miljø, så æder den alt på dens vej; insekter, fisk, krebsdyr, padder, snegle, regnorm, små krybdyr, fugleunger og dyreunger. Skildpadden jager tit i flok, de holder sig ikke tilbage fra at tage en due og pattedyr, der er størrer end dem selv, som de så trækker ned under vandet og drukner, før de æder det. De æder meget gerne ådsler, som endda kan være meget store.

De er blevet filmet, hvor de har "renset" en flodhest, for parasitter, forsigtigt har de trukket parasitter ud, af de store dyrs hud. Det er observeret, at det ser ud som om, at der er en slags hiraki mellem skildpadderne, hvor de dominerende skildpadder, får lov til at vælge de største dyr, at "rense".

Parring foregår om foråret eller efteråret, afhængig af, hvor i Afrika det finder sted. Hunnen kan lægge op til 42 æg, i et kuld, men 16 er det normale. Skildpadden lægger åbenbart kun et kuld om året. Reden er ret dyb og har flaske facon. Gennemsnitsstørrelsen på æggene er 38 x 22 mm. Æggene bliver lagt med et slimlag, der beskytter æggene mod udtørring. Ungerne kommer frem efter 80 dage. Ungernes farve er oliven til det sorte, deres længde ved klækning er 30 mm. lange.

Beskyttelse af skildpadden

Bogen kan købes i boghandlen. Bogen er for børn og indeholder korte spændende historier, fra forskellige kulturer.

I store dele af Afrika, fanges og spises hjelm skildpadden. Skildpadder bliver solgt til bilister, af børn der står langes vejene, i begyndelsen af regntiden. Det er på det tidspunkt, at skildpadden dukke frem, fra deres mudrede gemmesteder og begynder at bevæge sig rundt. Men de bliver også med spader gravet op af landsbybeboerne som er klar over, at skildpadden går i dvale under tørketiden. (Skildpadder der lever i kolde egne, går i vinterdvale fordi det er koldt, skildpadder der lever i varme områder, går i dvale fordi der er tørke)

På grund af skildpaddens moderate størrelse, så er dyret aldrig blevet særligt skattet som menneske føde. Indsamlingen af skildpadden foregår ikke systematisk, så derfor findes der ingen størrer kommerciel handel, med skildpadden. Skildpadden ser ud til, at være i god form, udover skildpaddens levesteder.

Reproduktion og unger

Pelomedusa subrufa subrufa unge.

Hunnen er kønsmoden, når hun har en skjoldlængde på ca. 12 cm.

Parring forgår i vandet, hvor hannen griber fat i hunnens rygskjold og ryster sit hoved fra side til side. 

P.s. subrufa lægger et kuld æg om året, den gennemsnitlige kuld størrelse, er mellem 7-17 æg. Reden graves ud og ned, i en dybde på ca. 15 cm. Æggene er hvide/grålige og dækket af et klart slimlag. Æggene måler 28-31 mm x 15-18 mm og vejer ca. 4-6 gram. Frugtbare æg, bliver hvide i æggets ender. Urugnings tiden er normalt mellem 65-68 dage. 

P.s. subrufa er ganske små, ​​når de klækkes, de vejer kun 3,5-4 gram . Ungerne er ensfarvet sorte, med grønne øjne og en cremfarvet hage. Som ungerne bliver ældre, så udvikler de hvide pletter, på kanten af rygskjoldet. I 6-9 måneders alderen, begynder ungerne at ligne de voksne. Omkring 2 års alderen, skifter skildpadden farve fra det grå til det mere brune.

Det er ikke sikkert, at man ser ungerne solbader, før de er omkring et år gamle. Men, dyrene skal have adgang til både en UVB-pære og en varmepære. Vi benytter bl.a.  Reptisun 5,0 UVB (Forrest) 13 watt

Pelusios castaneus - West-African Brown Mud Turtle

Videoen viser en Pelusios castaneus, forveksles let med Pelomedusa. Forskellen er let at se, Pelomedusa har ingen hængsel på bugskjoldet. Hængslet kan tydligt ses på denne Pelusios castaneus. Pelusios er en rolig art, hvilket man ikke kan kalde Pelomedusa/Hjelmskildpadden.
Skildpadden her, havde alger på skjoldet, da vi modtog ham. Efter få dage, med UVB-lys og varme, så var algerne væk.

Afrikansk sumpskildpadde (Pelusios castaneus)

Kaldes også "sidevender", på grund af måden skildpadden trækker hovedet ind under skjoldet. African sideneck turtle.

Levested. Vest Afrika i Senegal øst gennem Guinea-Bissau, Guinea, Sierra Leone, Liberia, Elfenbenskysten, Ghana, Togo, Benin, Nigeria. Derefter fra Gabon til det nordlige Angola. Også på Kap Verde og Sao Tome Øer.

Størrelse. op til 30 cm. Moderat hvælvet skjold, uden køl eller takker.

Habitat. De lever i en række vandområder, herunder, floder, søer, sumpe og damme. Mange af disse tørre op sæsonkorrigerede og skildpadder aestivate*(Skildpadden går i davle og graver sig ned, hen over den varmeste og tørreste del af sommeren).

Fangenskab. Skildpadden er en afrikansk art, derfor skal skildpadden have adgang til en god solplads, hvor skildpadden har adgang til UVB-lys (sørg for at skifte pæren, hvert halve år, så du er sikker på, at pæren afgiver tilstrækkelig UVB-lys) og en varmepære, med en temperatur på 35-38 grader. Lamperne skal lyse 12 timer i døgnet. Skildpadden bliver hurtig fortrolig med dens ejer og er altid klar til at få en godbid. Men, du skal ikke fodre skildpadden mere end, hver anden dag.

Skildpadden vil være god, at holde i et arts akvarium, hvor der er et par eller tre skildpadder sammen. Et akvarium på ca. 500 liter, gerne endnu størrer. 

Skildpadden tilpasser sig ret hurtigt livet i et stort akvarium eller lignende installation indendørs. Giv gerne skildpadde-arten mange planter, kunstige eller ægte planter og trærødder og andet dekoration. Skildpadden vil gerne kunne komme let op til vandoverfladen. Meget dekoration vil også kunne gøre det letter for en hun, at skjule sig for en lidt for ivrig han.

Skildpadden ligger meget oppe på land og soler sig. Du kan give skildpadden et land med muldjord, som skildpadden gerne graver sig ned i. En trælog der flyder rundt, vil skildpadden også gern elægge sig op på.

Skildpadden kan ikke sættes udendørs, i en havedam, fordi temperaturen, på vores bredegrader, ikke er varmt og stabilt nok. Derfor skal skildpadden holdes inde, enten i et passende arts akvarium eller en indendørs dam. Vandets temperatur skal ligge på 25-28 grader året rundt.

Skildpadden er registreret til, at blive over 50 år, i fangenskab.

Til denne skildpadde-art, vil vi gerne anbefale et sæt pærer, en Dragon Sun Spot 60 watt varmepære og en Reptisun 5,0 UVB (Forrest) 13 watt pære 

UVB pæren til denne art, skal være en 5,0 / 6,0 kaldes også Forrest. 

Kost. P. castaneus er altædende i naturen, den spiser både plante og animalsk foder. Du kan fodre din skildpadde med en god sumpskildpadde foderpiller (der indeholder D3 vitaminer og kalk), fisk, snegle, vandplanter.

Skildpadden spiser meget, hvis dyret får muligheden for det. Skildpadden vil hurtig lærer at genkende sin ejer, som "fødegiver", skildpadden vil derfor komme imod sin ejer og tigge.

Køn. Hannerne har længere og tykkere haler og en let konkav plastron/bugskjold.

Opførsel. Denne art er meget rolig, og vil normalt ikke forsøge at bide, når skildpadden hånteres. Men, du skal være opmærksom på, at skildpadden har nogle skarpe klør, hvis dyret forsøger, at slippe løs. 

Pelusios kan klappe det forreste af bugskjoldet op, så det dækker hoved og ben. Skildpadden kan ikke trække sit hoved, lige tilbage, i stedet for vender skildpadden hovedet sidelæns, ind under skjoldet. Hvis skildpadden vil beskytte sit hoved helt, så slår skildpadden klappen op.

Reproduktion og unger

Pelusios castaneus nyfødt.

Reproduktion. Hunnen kan lægge flere kuld æg om året. Hunnerne begraver deres æg dybt. Grunden til det kan være, fordi de vil beskytte æggene, for æg ædende fjender eller det kan være en sikkerhedsforanstaltning for, at æggene skal kunne undgå den ekstreme varme og risikoen for at tørre ud, i den afrikanske sol, hvis æggene ligger for tæt ved overfladen.

Ungerne er hårdføre og vokser hurtigt. Men, sørg for at holde ungerne for sig, og væk fra de altid sultne voksne dyr, så de ikke får sig et let måltid!

Du kan have ungerne, i et akvarium med rent og godt filtreret vand, UVB-lys og varme, ungerne må gerne have adgang til et par solpladser. Ungerne spiser meget forskelligt foder, små vanddyr, især orme, de vil ​​hurtigt lære at spise købe foderprodukter til sumpskildpadder. Hold gerne nogle vandplanter, eventuelt vandpest og andemad i deres akvarium, så de får tilfredsstillet deres behov for planter.

Æggenes overflade er udsædvanlige kalkholdig. Kuld størrelser varierer fra 11 til 19 æg.

Temperaturafhængige kønsbestemmelse.

  • Levested Vest-Afrika

    Kort fra Wikimedia Commons

  • Pelusios castaneus hos Sumpskildpadder

  • Pelusios castaneus hos Sumpskildpadder

African helmeted turtle - Pelomedusa subrufa

Crocodile with a group of African helmet turtles. - Krokodille sammen med en flok Afrikanske hjelmskildpadder.

English text

Description
Pelomedusa subrufa
(Lacepède, 1788)
African helmeted turtle

Recognition
The brown to olive carapace is oval, broad, and rather flattened dorsally; most individuals are under 20 cm in carapace length, but Loveridge (1941) recorded a South African male 32.5 cm long. The carapace may be smooth or slightly serrated posteriorly, and may have a slight keel on the 2nd to 4th vertebrals. Vertebral 1 is broader than long and the largest of the five; the 4th is also broader than long. No cervical scute is present. The plastron is usually yellow to cream colored, but may be brownish or have dark seams. It is broadest anteriorly but narrows and is deeply notched posteriorly. No hinge is present. A large plastral fenestra remains open until adulthood in the southern race P. s. subrufa, but closed by adulthood in the northern subspecies P. s. olivacea. The plastral formula is usually: hum > fem > intergul > an > abd > gul > pect. The yellow to brown bridge is well-developed, but somewhat narrow. On it are small wedge-shaped mesoplastral bones between the hyo- and hypoplastral bones. Ventrally, the marginal scutes are usually plain yellow, but in one race dark triangles are present along the seams. The skull lacks a supratemporal roof, and the quadratojugal is widely separated from the parietal. Dentary bones are not fused at the symphysis. A very small, almost indistinguishable ridge occurs on the median alveolar surface of the upper jaw. The snout protrudes. The head is brown to olive dorsally, and dark or light mottlings may be present. Laterally it becomes yellow to cream colored at the level of the dorsal edge of the tympanum. Ventrally it is unicolored yellow to cream, and two yellow barbels are present on the chin. Dorsally there are two supraorbital scales separated by a longitudinal seam. These are followed by a large frontal scale laterally bordered by two temporal scales. Neck, limbs, and tail are gray brown to olive dorsally or anteriorly, but yellowish ventrally or posteriorly. The webbed toes are composed of only two phalanges.
Stock (1972), Kiester and Childress (in Gorman, 1973), and Killebrew (1975a) reported a karyotype of 2n = 34 for Pelomedusa, but Bull and Legler (1980) reported it as 2n = 36 with 5 pairs of macrochromosomes and 13 pairs of microchromosomes.
Adult males have concave plastra with a narrower posterior lobe, and long, thick tails. Females have somewhat broader carapaces, flat plastra, and short tails. Rödel and Grabow (1995) observed males from Ivory Coast with red-spotted, nearly white heads, which they suggested might be breeding coloration.

Distribution
Pelomedusa subrufa inhabits subtropical and tropical Africa from Ethiopia, southern Saudi-Arabia and Yemen, and the Sudan westward to Ghana, Senegal, Mali, Nigeria, and the Cameroons, and southward to Cape Provinces of South Africa. It is also known from many localities on Madagascar.

Geographic Variation
Currently three subspecies have been described. The nominate race, Pelomedusa subrufa subrufa (Lacepède, 1788), the common African helmeted turtle, has its pectoral scutes meeting at the midline of the plastron. It occurs from Somalia and the Sudan west to Ghana and southward to the Cape of Africa and on Madagascar. The North African helmeted turtle P. s. olivacea (Schweigger, 1812) is a more northern race, ranging from Ethiopia and the Sudan westward to Senegal, Ivory Coast, Nigeria and Cameroon; it also occurs in Saudi Arabia and Yemen. Its pectoral scutes are widely separated. The black helmeted turtle P. s. nigra Gray, 1863c is found only in South Africa, from Kwazulu-Natal, Free State and Eastern Cape to the line joining Kuruman, Kimberley, Graaf Reinet, and Grahamstown (Bour, 1986). Its pectoral scutes meet at the midline of the black to dark-brown plastron, and it has dark triangles on the ventral surface of the marginals and dark dashes on the dorsal surface of the head. Wide zones of intergradation occur where the races meet.
P. s. olivacea and P. s. nigra were resurrected based on a low number of characters. Gasperetti (in Gasperetti et al., 1993) investigated a large series of museum types and concluded that these characters are not consistent throughout the range. Perhaps it is best to consider Pelomedusa subrufa a variable monotypic species at present, pending re-evaluation of the diagnostic features of the currently recognized subspecies.

Habitat
The helmeted turtle is semi-aquatic, living in temporary marshes, creeks, and rain holes in the open country of Africa, generally south of the Sahara Desert. It is seldom found in heavily forested areas, but is known to occur from the coastal plain to upland savannahs of 3100 m elevation. Large populations sometimes inhabit the rain pools used as watering holes by African ungulates. The habitat requirements of Pelomedusa are apparently too dry for Pelusios, and for this reason Wood (1973) feels Pelomedusa has not been preserved as fossils as often as Pelusios, which inhabits permanent water bodies. When the temporary pools dry up, Pelomedusa buries itself in the mud bottoms until the next rainy season. Loveridge (1941) reported that South African individuals may hibernate out of water in soft soil or beneath leaves from May to August.

Natural History
Courtship and mating occur in the spring. The male pursues the female with extended head and neck, often touching her hindquarters and vent with his snout. If she is nonreceptive, the male often snaps at her tail and hindlimbs. He then mounts her carapace from the rear and hooks the claws of all four feet under her marginals. His head and neck are then extended forward and downward and he sways these back and forth in front of her face while expelling a stream of water through his nostrils (Ernst, 1981a). Eventually coitus is achieved.
Nesting occurs in late spring or early summer. Nests are flask shaped and about 10-17 cm deep. At Comoé National Park, Ivory Coast, Rödel (1997) observed female P. s. olivacea migrate at least a kilometer from their nearest habitats to nest beside a plateau, where the eggs were deposited in very rocky places; the hatchlings had to climb up several meters of rock to some small pools of water where food was severely limited.
Apparently only one clutch of up to 42 eggs (Jaques, 1966; Pritchard, 1979) is laid each season; however, the normal clutch seems to be about 13-16 eggs. The white elongated (38 x 22 mm) eggs have a membranous shell and are covered with slime when laid. Hatchlings occur in 75-90 days; they are olive to black, with 25-30 mm carapaces.
Pelomedusa is carnivorous, feeding on a variety of insects, earthworms, crustaceans, snails, fish, amphibians, small reptiles, birds, and mammals. It seizes prey in its mouth and then uses the forefoot claws to tear it into shreds. Where population densities are high, several turtles may attack larger prey such as a small aquatic bird in consort, drag it underwater, and tear it apart while alive. They also feed on carrion. Rochat et al. (1962) have reported that they may act as cleaners and pick off ectoparasites from the hides of rhinoceroses that enter their water holes.
Basking is common in subtropical wild individuals, but apparently the sun is too hot for them to bask in the more tropical parts of their range. During the rainy season they wander from rain pool to rain pool, thus becoming widely distributed.
According to Loveridge (1941), when first captured, helmeted turtles emit an offensive musky odor from glands opening opposite the 4th and 8th marginals; however, they soon tame and become excellent pets.

Remark
Several authors (King and Burke, 1989; Iverson, 1992) have suggested that the original publication by Lacepède was made unavailable by the International Commission of Zoological Nomenclature in 1987. Instead, this species was attributed to Bonnaterre (1789). However, Bour et al. (1995) have presented evidence that the first volume of Lacepède's work still is available.

IUCN Red List Status (1996)
Not listed.

Literature
Bonnaterre, J. P. 1789-1790. Encyclopédie Mécyclopédique et méthodique des trois règnes de la Nature. Two volumes. Panckoucke, Paris. 246 pp.

Bour, R., A. Dubois, and R. G. Webb. 1995. Types of recent trionychid turtles in the Muséum National d'Histoire Naturelle, Paris. Dumerilia 2: 73-92.

Bour, R. 1986. Note sur Pelusios adansonii (Schweigger, 1812) et sur une nouvelle espèce affine du Kenya (Chelonii, Pelomedusidae). Stud. Palaeocheloniol. 2: 23-54.

Bull, J. J., and J. M. Legler. 1980. Karyotypes of side-necked turtles (Testudines: Pleurodira). Canadian J. Zool. 58: 828-841.

Ernst, C. H. 1981a. Courtship of the African helmeted turtle (Pelomedusa subrufa). British J. Herpetol. 6: 141-142.

Gasperetti, J., A. F. Stimson, J. D. Miller, J. P. Ross, and P. R. Gasperetti. 1993. Turtles of Arabia. Fauna of Saudi Arabia, Vol. 13: 170-367.

Gorman, G. C. 1973. The chromosomes of the Reptilia, a cytotaxonomic interpretation. In: A. B. Chiarelli and E. Capanna (eds.), Cytotaxonomy and Vertebrate Evolution, pp. 349-424. Academic Press, New York.

Gray, J. E. 1863c. Notice of a new species of Pelomedusa from Natal. Ann. Mag. Natur. Hist. (London) (3)12: 99-100.

Iverson, J. B. 1992. A Revised Checklist with Distribution Maps of the Turtles of the World. Privately printed. Paust Printing, Richmond, Indiana. 363 pp.

Jaques, J. 1966. Some observations on the Cape terrapin. African Wild Life 20: 137-150.

Killebrew, F. 1975a. Mitotic chromosomes of turtles: 1. The Pelomedusidae. J. Herpetol. 9: 281-285.

King, F. W., and R. L. Burke. 1989. Crocodilian, Tuatura, and Turtle Species of the World: A Taxonomic and Geographic Reference. Assoc. Syst. Coll., Washington, D. C. 216 pp.

Lacepède, B. G. E. 1788. Histoire naturelle des quadrupèdes ovipares et des serpens. Vol. I [Ovipares]. 18+651 pp. Paris.

Loveridge, A. 1941. Revision of the African terrapin of the family Pelomedusidae. Bull. Mus. Comp. Zool. Harvard 88: 467-524.

Pritchard, P. C. H. 1979. Encyclopedia of turtles. T. F. H. Publ., Inc., Neptune, New Jersey. 895 pp.

Rochat, K. C., N. N. Deane, and A. M. Erasmus. 1962. Foods and feeding. Water tortoise Pelomedusa subrufa. Lammergeyer 2: 69.

Rödel, M. O., and K. Grabow. 1995. Die Schildkröten und Krokodile des Comoé-Nationalparks, Elfenbeinküste (Reptilia: Testudines et Crocodylia). Faun. Abh. St. Mus. Tierk. Dresden 20(8): 133-144.

Rödel, M.-O. 1997. Lebensräume und Entwicklung junger Starrbrust-Pelomedusen Pelomedusa subrufa olivacea (Schweigger, 1812) im Comoé-Nationalpark, Elfenbeinküste (Testudines: Pelomedusidae). Herpetozoa 10(1/2): 23-33.

Schweigger, A. F. 1812. Monographiae Cheloniorum. Königsberg. Arch. Naturwiss. Math. 1: 271-368, 406-458.

Stock, A. D. 1972. Karyological relationships in turtles (Reptilia: Chelonia). Canadian J. Genet. Cytol. 14: 859-868.

Wood, R. C. 1973. A possible correlation between the ecology of living African pelomedusid turtles and their relative abundance in the fossil record. Copeia 1973: 627-629.

Names
African helmeted turtle [English]
Pélomèduse roussâtre [Français]
Starrbrust-Pelomeduse [Deutsch]
Afrikaanse moerasschildpad [Nederlands]

The Pelomedua subrufa example is taken from the Species module of the Turtles of the World.